Afskaf parcelhuset

ParcelhusAf Per H. Jacobsen

Den nordspanske by Zaraus ligger i basker-provinsen Guipuzcoa. Byen har godt 15.000 indbyggere og er exceptionel, efter dansk målestok, fordi der kun findes etagebyggeri. Selv om man leder længe finder man ikke et eneste parcelhus med egen have. Alle indbyggere bor i lejlighed, ofte flere generationer sammen. Byen er høj, tæt og smukt beliggende ud til en enorm sandstrand der grænser mod Atlanterhavet.

I Zaraus er hjemmet det sted hvor man sover, elsker og opbevarer sine ejendele. De fleste aktiviteter foregår i det offentlige rum. Man spiser, drikker, griner, græder, skændes og leger på byens gader, pladser, parker, restauranter og barer. Efter dagens dont hvad enten den nu består af job eller af strandliv, går man hjem og iklæder sig sit bedste sæt tøj. Og derefter går man tur rundt i byen, hvor man møder venner og bekendte. Denne tur eller paseo foregår mellem klokken 17 og 20 og er et vigtigt socialt ritual. Alle byens indbyggere træder ud af privaten og indtager de offentlige rum for at være i selskab med hinanden.

I Danmark er hjemmet en ukrænkelig privat helligdom. Der foregår alle primære aktiviteter. Man sover, elsker, spiser, drikker, griner, græder, skændes og leger bag hjemmets fire vægge eller bag den skærmende ligusterhæk. Efter dagens dont haster man hjem fra job eller strandliv for, at slappe af i sit eget selskab. Tidspunktet mellem 17 og 20 bruger specielt børnefamilierne til at skændes og stresse i dyb frustration, over alt det der skal nås, inden ungerne skal i seng og far og mor synke ned i dyb apati foran tv-skærmen.

I Zaraus går vi en aften ned til Plaza Musica. Vi indsnuser duftene fra barernes bugnende udbud af tapasbidder og lytter fascineret til det enorme støjniveau der hersker, når mange mennesker taler, griner og råber sammen i en tæt by med smalle gader. Vi har en vidunderlig følelse af nærvær og livskraft. Vi følger intuitionen og går ind på en bar. To øl, to cola og fire stykker tapas senere går det op for os, at musikken mangler. Og med god grund, ingen ville kunne høre den på grund af børn, unge og voksnes snakkeri. Mathilde finder en legekammerat og Jonathan kaster sig sammen en spansk dreng over et computerspil. Jeg giver min kæreste et knus og vi sætter os ved baren.

I Danmark besøger vi en aften nogle bekendte, der har købt parcelhus i en forstad. Vi bliver hentet ved busholdepladsen, fordi det er umuligt at finde rundt i kvarteret uden en indfødt ved hånden. Gaderne er totalt ens med de grønne ligusterhække, den afstumpede carport hvor Kadetten eller Toyotaen vender bagdelen til os, de inddækkede tagrender og en stump mur godt trykket ned af træbeklædningen på gavlen. Vore bekendte fremviser stolt deres ejendom. Pistolgang, fire værelser, to badeværelser, vinkelstue, spisekøkken, bryggers og terrasse. Detaljer som at det enorme udhæng ligger rummene hen i mørke, spilder vi ikke tiden med. Græsplænen med det udefinerlige bed rundt om. Bilka-hængekøjen der er gået i stykker og en sandkasse til børnene. Jo de er lykkelige og hækken er så høj, at de heldigvis ikke er blevet konfronteret med naboerne.

I Zaraus er klokken 22 og vi går ud og spiser 3 retter mad og skyller efter med egnens blide rosevin. Efter en cafe con leche glider vi ud i byen, som nu ligger oplyst med den sorte nattehimmel over os. Gader og pladser er fulde af mennesker. Børnene finder nye kammerater og vi får en snak med Jesus og Theresa om Bjarne Riis og det flade land mod nord, hvor bjergene er under 200 meter høje. Ved et-tiden om natten ligger vi i vore senge og lytter til havet der ubønhørligt slår ind over sandstranden.

I Danmark siger vi farvel til vore bekendte klokken 22 og går efter nøje anvisning mod bybussen. Villavejene ligger totalt øde hen. Mange slukker lysene i soveværelserne for, at være klar til næste dag, hvor der igen skal tjenes nok penge til, at kunne leve lykkeligt her i typehusets altomfavnende tryghed.

I Zaraus sidder vi på en bar og filosoferer over, hvorfor vi danskere tror så stærkt på, at tilværelsens fuldendte ramme er eget hus og have. Grillmad på terrassen og børnene der leger på plænen. Hvert barn har eget værelse og to badeværelser kan man simpelthen ikke undvære. Og plads i stuen til spisearrangement og sofagruppe kræver mindst 30 kvadratmeter. Og bryggers til alt rodet og et værksted hvor manden kan hænge sit værktøj op på væggen.

I Danmark mærker vi omgivelsernes forundring over, at vi kan leve to voksne og to børn i en lejlighed. Vi er nok meget fattige, eller har bare ikke fundet drømmehuset endnu. Det ligger også i luften, at man først er rigtig voksen, når man har kopieret sine forældre og til deres store tilfredshed købt et parcelhus. Ingen har fantasi til, at forestille sig, at vi bor i en etageejendom fordi vi kan lide det, at vi hellere vil bruge vore penge på mad, vin, tøj, rejser og ekstrem livsnydelse. Frem for at bruge dem hos kreditforeningen, byggemarkedet eller i Bilka.

I Zaraus ser vi hvordan livsglæden har frit løb for byens indbyggere, hvoraf ingen er så heldige at eje 140 kvadratmeter parcelhus og 750 kvadratmeter græsplæne. Spanierne bruger deres hjem som et udgangspunkt for at leve et socialt rigt liv i det offentlige rum. Vi bliver med et bevidste om, at når man bor i lejlighed “motiveres” man til, at være udadvendt. Vil man i haven, må man gå i parken, vil man have frisk luft, må man køre til stranden og vil man tilfredsstille børnenes behov for aktivitet, må man tage til fodboldbanen eller i skoven.

I Danmark ser vi hvordan livsglæden har svært ved, at komme til udtryk. Måske den gemmer sig inde bag hækken? I hvert fald bruger danskerne deres private hjem, som stedet hvor deres liv udspiller sig. Man har ikke behov for, at være sammen med andre mennesker. Vil man i haven, så går man ud i den. Vil man have frisk luft så ditto. Har børnene brug for aktivitet, så sender man dem ud i sandkassen. Man har ikke nogen synlig grund til, at være udadvendt. Man kan tilsyneladende få alle sine behov dækket i sit hjem.

Parcelhuskulturen er medvirkende til, at kvæle det sociale engagement og interessen for sine medmennesker. Parcelhuskulturen gør mennesker bange for det derude – det anderledes – og panisk optaget af, at overholde et sæt regler, der baserer sig på en rituel middelmådighed. Samme havemøbler, samme type bil, samme fritidssæt, samme kæledyr og så videre. Parcelhuskulturen sender forældrene væk for at arbejde, væk for at handle, børnene væk i skole og institution og de gamle væk på plejehjem. Når man så er hjemme, er der lige reparationer, havearbejde, rengøring af fjorten værelser og sortering af girokort der skal klares. Tilbage bliver en afmålt tid, alt for kort til familieliv og alt for kort til, at reflektere særligt dybt over tilværelsen.

Parcelhusfamiliens ferie og fritid er derfor problematisk. Man har ingen tradition for samvær. Ferien klares på Ving-center, hvor forældrene kan ligge ved poolen og drikke sjusser, mens børnene sendes i pasning ved en rigtig børneguide. Eller ferien foregår på landevejen med en miniudgave af parcelhuset – campingvognen – bagefter. Turen går til campingpladser, hvor man møder andre parcelhusejere, der også har deres hus på ryggen. Her kan man så udføre de obligatoriske ritualer med madlavning, opvask, tv-kiggeri og aftørring af plaststole på samme mekaniske måde som hjemme i villakvarteret.

Om godt og vel ti år er flere hundrede tusind danske parcelhuse udlevede. De har en utidssvarende indretning og en alt for dårlig stand, fordi de er bygget af elendige materialer. Samtidig optager de tusindvis af tønder land jord og landskab der kunne bruges på en bedre måde. Man kan håbe på, at vi tager konsekvensen og river lortet ned. Jævner parcelhuskvartererne med jorden og bygger tæt by igen. Og derefter begynder at tage livet alvorligt og vise interesse for hinanden og vores familie.

Vi har i dag i Danmark en million parcelhuse. Det er næsten en million for mange.