Nogle gange manifesterer mure eller vægge en kraft grænsende til det voldsomme. De har kraften til at inddele rum, forvandle rum og skabe nye domæner. Mure er det mest basale element i arkitektur, men kan også være det mest berigende.
Historisk set har mure haft en negativ betydning for mange mennesker. Den omkransende skanse om et fængsel kommer man straks til at erindre når man tænker på mure, og de er ofte opfattet som anordninger der fysisk og psykisk adskiller det indvendige fra det udvendige. Vægge er symboler for en indsats længsel efter at være udenfor og det holder ham med magt inde. Til den udvendige verden proklamerer murene i et fængsel at stedet er for dem man ønsker at sky eller undgå. Mure er symboler for adskillelsen og er blevet betragtet som et middel til at indelukke. Idet de har været henvist til denne rolle, er de naturligt nok blevet brugt kun til lukke rum.
At forkaste det som er blevet afskyet og acceptere kun hvad der er ønskeligt, disse handlinger er en stor del af menneskets mest basale opførsel, det at bo. Det er et centralt anliggende for det at bo, at holde den ydre verden ude og beskytte den indre verden. Og at assimilere og acceptere kun de aspekter i den ydre verden som fremmer opretholdelsen af den indre verden. Med andre ord, det at bo afhænger af en dygtig manipulation af forkastelse og accept.
Der er generelt mindre spænding i handlingen accept end i forkastelse. At acceptere er at bekræfte og ved at gøre det tenderer man at nedlægge ens forsvar. Alligevel, hvis alting tillades at trænge ind i det indvendige, opløses det indre og dets centrum kollapser. Dette bliver resultatet når der er et fravær af spænding i det at acceptere. Jeg mener derfor at spændingen skal være til stede både i det at acceptere og det at forkaste. I arkitekturen betyder denne spænding en intens konfrontation mellem det indre og det ydre. Således, de steder hvor den indre orden møder den ydre orden, dvs. de steder hvor vinduer sættes, bliver af stor vigtighed,
I Tadao Andos bygninger spiller mure en dobbelt rolle, idet de både skal forkaste og bekræfte. Ved at anbringe et antal af mure med bestemt interval, skaber jeg åbninger. Murene er fritaget fra den simple lukkende rolle og er givet nye formål. De er beregnet på at acceptere, selv når de forkaster. De amorfe og immaterielle elementer som vind, sollys, himmel og landskab er skåret ud og annekteret af mure som handler som agenter for den indre verden. Disse elementer er assimilerede som aspekter af arkitektonisk rum. Dette spændte forhold mellem det indre og det ydre er baseret på den handling at skære (som med et sværd) hvilket for en japaner ikke er ondt og destruktivt men i stedet helligt. Det er en ceremoniel handling symboliserende en ny åbenbaring. For japaneren er denne handling blevet en slutning i sig selv. Den foreskriver en åndelig fokus, både i rum og tid. I det spændte øjeblik mister et objekt sin definition og dets individuelle og basale karakter bliver åbenbar. Mure skåret ud til himmel, vind, sollys og landskab i hvert øjeblik, og arkitekturen genlyder af denne kontinuerlige demonstration af kraft.
Jo mere asketisk eller streng muren er, selv når den næsten er kold, jo mere taler den til os. Nogle gange er den et skarp våben som truer os. Nogle gange er den et spejl i hvilken landskab og sollys svagt reflekteres. Lys som spreder sig rundt om et hjørne og samler sig i det almindelige mørke kontrasterer stærkt med direkte lys. Med hjælp af tidens gang blandes disse to lys og beriger rummet. Menneske og natur mødes, formidlet af arkitekturen. Moderne kultur baseres på energien fra frigørelse af arter fra at være indespærrede mod deres ønsker. Når et ønske tilnærmer sig tilfredsstillelse, vokser det og stimulerer andre ambitioner. Mennesket starter en aldrig sluttende cyklus og bliver domineret af hans egne umådeholdne ønsker. Hvad kan virkelig berige et individuelt liv i vore dage? Det er vigtigt at opdage hvad der er essentielt for et menneskeliv og overveje hvad overflod virkeligt er. Et arkitektonisk rum befriet fra al overdrivelse og blot komponeret ud fra nøgne behov er sand og overbevisende fordi det er passende og tilfredsstillende. Simplifikation gennem eliminering af al overflade dekoration, anvendelsen af minimal symmetrisk komposition og begrænsede materialer frembringer en udfordring til moderne civilisation.
At introducere naturen inde i en bygning har været et vigtigt tema i Tadao Andos arbejde siden designet af Azuma House (1976). En åben gård kan trække ens opmærksomhed til dets tomme mellemrums kvalitet men sjældent har den et nærvær så stærk som bygningen selv. Ando mener at sådanne mellemrum bør have lige så stor betydning som bygninger. Hvis en bygning skal have nærvær og betydning må dets mellemrum også gives bygningernes indre logik. En bygning beriges hvis disse mellemrum struktureres efter et klart design og gøres meningsfuldt som arkitektonisk rum.
Gården i Azuma huset optager 1/3 af grunden og forbinder det indre med det ydre. Det er en indretning som tilegner sig et fragment af naturen. Med arkitekturen mener jeg ikke en kunstig eller civiliseret natur, men en sand natur som er i stand til at konfrontere sig med individet. Selvfølgelig, det at bringe naturen ind i huset tenderer mod at gøre livet mere alvorligt eller strengt. Det var præcist på den måde det traditionelle japanske byhus blev beriget trods deres fysisk indskrænkede form og rumlige forarming. Boligrum af i dag kan være ganske komfortable og funktionelle, men et hus hvor naturen er introduceret er mere passende for et menneske og mere sand for den basale karakter af et hus. Gården er et vigtigt sted hvor årstidens skiften kan opleves direkte gennem sanserne. Naturens udtryk skifter hele tiden. Sollys, vind og regn påvirker sanserne og giver variation til livet. Arkitektur bliver på denne måde et medium i hvilken mennesket kommer i kontakt med naturen.
Ando mener at arkitektur ikke skal tale for meget. Den bør forblive tavs og og lade naturen i skikkelse af sollys og vind tale. Sollys skifter i kvalitet i takt med tiden gang. Det kan venligt gennemstrømme et rum og i næste øjeblik gennembore det som en klinge. Nogle gange er det næsten som om man kan række ud og røre lyset. Vind og regn er i samme grad transformeret af årstidens skiften. De kan være kølige, eller venlige og rare. De aktiverer rum, gør os opmærksom på årstiderne og nærer en finere følsomhed.