Arkitekturens tre elementer
Der er nødvendigt med tre essentielle elementer for at frembringe god arkitektur:
Det ene element er autentiske materialer, eller materialer som udtrykker substans. Det kan være uornamenteret beton eller umalet træ.
Det andet element er ren geometri. Det giver et fundament eller en struktur, som giver et arkitektonisk arbejde mulighed for at have nærvær eller ånd.
Det tredje element er naturen. Ikke den uforarbejdede natur men en menneskeskabt kaotisk natur som er givet en orden af mennesket. Eller man kan sige en orden abstraheret af naturen. Det er lys, himmel og vand gjort abstrakte. Når naturen på denne måde introduceres inde i en bygning, komponeret af autentiske materialer og en ren geometri bliver arkitekturen selv gjort abstrakt af naturen. Arkitektur tilegner sig kraft og bliver strålende, når materialer, geometri og natur integreres.
Pantheon som et håndgribeligt rum
I Pantheon i Rom kan man opleve håndgribeligt rum. Det siges, at den romanske arkitektur er mere rumlig end den græske, men Pantheon er ikke et konceptuelt rum. Det er et håndgribeligt rum. Det har en distinkt struktur med en væg i form af en cylinder på 43,2 m. i diameter og i toppen en halvkugle med samme diameter. Bygningen er også 43,2 m. i højden, så på den måde er Pantheon bygget rundt om en kæmpe kugle. Når denne struktur med sin simple geometriske orden bliver oplyst ved hjælp af lyset som kommer ind af en occulus på 9 m. i toppunktet af domen, bliver det arkitektonisk rum gjort håndgribeligt eller manifest. Denne tilstand af materie og lys kan aldrig opleves i naturen. Det er en scene, som kun bliver mulig i det medium der hedder arkitektur. Det som bevæger én mest, er den kraft, arkitekturen udstråler.
Sameksistens mellem naturens og arkitekturens logik
Et sted har altid et distinkt område af kraft, som påvirker mennesket. Arkitektur er ultimativt et spørgsmål om, hvordan man besvarer de krav, som stedet stiller. Arkitekturens mål er, at skabe et miljø hvor naturens logik og arkitekturens logik er i voldsom konflikt men dog sameksisterer. Den ene logik er ikke indbefattet i den anden, der sker ikke en komplet fusion imellem de to. Arkitektur er en konstruktion af rum og overalt en konstruktion af et sted, som virker som et fundament for rum. Det indvendige og det udvendige i arkitekturen er ikke to seperate ting, men en form for sammenhængende sted. Arkitektur bør ses som et lukket, artikuleret domæne med en distinkt relation til omgivelserne.
Brugen af geometrien
Geometrien er et slags spil af indlysende sandheder og deduktive ræsonnementer. Siden Vitrivius har brugen af figurative, geometriske kendetegn som enkelhed, regularitet, repetition og symmetri, kendetegnet arkitektur som et produkt af menneskets fornuft som en opposition til naturen. Ved at bruge kvadrater, cirkler og regulære dele af disse gør det arkitektoniske sted naturen klar som en del af helheden, når natur og geometri tænker sammen. Geometrien former ikke kun strukturen for helheden men fragmenter af scener. Det kan samtidig være en ramme for et kig til omgivelserne og en skærm. Det kan være en korridor, som får folk til at gå, stige op eller stige ned. Desuden kan det relateres tæt til artikulation af lys. Det kan bestemme lys, koncentrere skygger bag et objekt og fastsætte fordelingen af rumlig tæthed.
Arkitektur er ikke en abstrakt leg med koncept og form
Arkitektur bygges af materialer og form, tekstur og geometri, men samtidig findes arkitektur for os. Det åbenbarer sig for os. Det er atmosfære, lys i skygge, rum og betydning, levet og forventet tid, fantasi og hukommelse. Det mulige og det imaginære er også den arkitektur, vi finder i en uforudsigelig mangfoldighed af reproduktioner og metamorfoser. Arkitektur er ikke en abstrakt leg med koncept og form. Det er muligt og meget almindeligt at tænke på arkitektur som en objektiv, uafhængig realitet som ”en vis, korrekt, strålende, leg med volumener i lyset”. Denne præsenteres til én som en aksonometrisk vision, som eventuelt kommer i korrespondance med opstalter og snit. Den modtager en forbindende form af virkelighed i dens planer og volumener som intet menneske kunne modtage i det nuværende midlertidige rum. Der findes da en arkitektur, som tænker sig en udslettelse af subjektet, som et indbildsk væsen der glemmer subjektet, tilskuer, besøgende, bruger og beboer, når det leder efter sin egen væren. En væren som kun kan forstås gennem en abstrakt systematisk tænkning udviklet ved hjælp af reduktion, generalisering, analyser og synteser, som smeltes sammen med tekniske eller æstetiske principper. En arkitektur som glemmer dets facet som en levende begivenhed.
Orden giver fødsel til labyrinten
Geometrien forstærker effekten af orden således at bestemte elementer med en bærende rolle også kan blive spændte støtter for rummet. Orden giver fødsel til labyrinten og således til verden. Dette ville være umuligt uden et afgørende element: åbningen af rummet mod det naturlige repræsenteret af dets mest abstrakte elementer.
Naturligt lys, vind, regn, farverne på himlen gennem dagen og de skiftende årstider er alle ingredienser i denne arkitektur. Denne forbindelse mellem himmel og jord, tiden som et flot af former under udvikling og skyggen som en konflikt mellem jorden og verden, giver arkitekturen en dimension af dybde, som ikke udtømmes i en rumlig storhed, men derimod går bag rummet for at manifestere dets tomhed som en mulighed, der overskrider det værende arkitekturobjekt i det øjeblik, det opfattes af bevidstheden.