Charterferien – et helvede på jord

guider_charterAf Per H. Jacobsen

Det opleves som et perverst fatamorgana, men selv om jeg glipper febrilsk med øjnene, forsvinder det ikke. Jeg befinder mig i et retningsløst rum, uden et holdepunkt, uden et centrum, uden autencitet. Det er en absurd by uden historie og uden indbyggere. Jeg leder forgæves efter byens plaza, den gamle kirke eller det smukke rådhus. Men det findes ikke. For 30 år siden lå her et par tomatmarker. I dag opholder 200.000 blege nordeuropæiske turister sig i en eller to uger ad gangen. Hollændere, tyskere, svenskere, danskere, briter, you name it. Stedet er Playa del Inglés på Gran Canaria.

Jeg er på mit livs første charterrejse. En otte dages bungalow-ferie. Egentlig havde jeg på forhånd læst, at charterferien var på retur for at blive afløst af mere selvstændige og individuelle rejsemål. Det tror jeg ikke længere på. Den tryghed, der ligger i charterrejsen, hvor man, uden at skulle tænke særlig meget, bliver fragtet fra dansk lufthavn til udenlandsk lufthavn og derfra til et feriecenter, hvor man bliver anbragt sammen med andre danskere, i en by hvor der ikke bor indfødte og hvor spise-, indkøbs-, underholdnings-, kultur- og livsstilsvaner er de samme som derhjemme; denne ferieform appellerer stadig dybt til nordeuropæeren.

Essensen af en charterferie er altså at kunne leve fuldstændig som derhjemme, blot uden sit lønarbejde og med specielt tryk på underholdning og forbrug. Alt sammen suppleret med solskin, varme og strandliv. Og så er det jo rart, ikke at få sine fordomme afprøvet, men blot kunne glæde sig over at de primitive indfødte er i deres naturlige rolle som tjenere og stuepiger. At de samme indfødte så griner hele vejen til banken og hjem til deres smukke huse i de smukke bjergbyer, hvor de nyder profitten af at spille denne komedie overfor naive og velbjergede nordboere ja, det opdager vi simpelthen ikke.

Playa del Inglés er en by på størrelse med Århus. Men i modsætning til Århus så er den foretrukne påklædning her hvide tennisshorts, topmave og sejlersko for mænd og cykelshorts, topmave og højhælede sko for kvinderne. Hele byen, dvs. 200.000 mennesker går rundt i badetøj eller shorts fra tidlig morgen til sen nat. Der er åbenbart et meget stort behov for at signalere, at dette er ferie. Og for en nordbo signaleres dette åbenbart bedst med shorts eller badetøj. Byen består af hotel på hotel, bungalow på bungalow, indkøbscenter på indkøbscenter og restaurant på restaurant. Og lige meget hvor du opholder dig i denne turistmaskine, så er du omgivet af dette fede, blævrende, hvide kød, der dingler ud af for stramme cykelshorts eller for små badebukser.

Når man om aftenen går ud for at spise, så er det så bekvemt at man sagtens kan forstå spisekortet. Det er nemlig skrevet både på tysk, engelsk, dansk, svensk og hollandsk. Og man finder hurtigt ud af, at lige meget hvad restauranten hedder og lige meget hvilket etnisk køkken den reklamerer med, så er spisekortene stort set identiske. De samme retter som du kan købe i restauranterne derhjemme. Altså jævnt kedeligt europæisk kompromis. Den indfødte tjener skal man heller ikke være bange for, selv om han ved første øjekast har rubriceret én som tysker og siger: “Guten Abend. Germany?”. Når man så på tysk har forklaret, at man er dansker, siger han: “Velkommen. God aften”. Man kan ånde lettet op. Tjeneren forstår, hvad man siger. Det eneste man ikke må gøre, med mindre man taler flydende spansk, er at tiltale tjeneren på spansk. Så bliver han dybt fornærmet.

Hvis man bor i egen bungalow og vil lave maden selv, så findes der et utal af supermarkeder. Og også her kan man være ganske rolig. I kølediskene ligger lurmærket dansk smør, danske oste og dansk salami. Og så kan man købe rugbrød! Ingen dansker kan jo klare sig i otte dage uden dette livsvigtige næringsmiddel. Udover disse gode danske produkter kan man købe svensk knækbrød, hollandsk ost og tysk dåsemad . Og vigtigst af alt: 1/4 af supermarkedet er spækket med billig sprut og tyske dåseøl.

Hvis man nu kører træt i dette forbrugsparadis, så er rejseselskabet klar med et omfattende turprogram til vandland, tivoli, papegøjepark, Western by eller grisefest. Det koster godt nok fire gange så meget at komme med rejseselskabet til papegøjeparken, som hvis man selv tager en direkte buslinie 100 meter fra, hvor man bor og køber entrébillet ved indgangen. Men det er jo nemmere og mere trygt at betale til guiden og blive fragtet til stedet i egen bus.

Det er med en utrolig arrogance og dumhed, vi fører os frem, når vi er på charterferie. Vi rejser mange tusinde kilometer blot for at opholde os i en ghetto, lave de samme ting som hjemme og slikke solskin. Vi rejser ikke af interesse eller for at blive klogere. Når danske Grete fotograferes sammen med den spanske tjener Pedro af ægtemanden Hans, så er det essensen af at rejse til Gran Canaria. Som gamle koloniherrer fører vi os frem, kræver at blive serviceret af de indfødte, at de taler vort sprog, kender vore vaner, sælger vore varer og i det hele taget indretter sig efter os. Når Grete og Hans viser billederne frem hjemme i Danmark, så vil de fortælle om dette eksotiske og fremmedartede sted, hvor de blev gode venner med en opvartende indfødt, som var så sød og morsom. Ja, næsten som os selv!

Når man så har opholdt sig i en eller to uger på dette fremmedartede sted, bliver man afhentet af rejseselskabet og fragtet til lufthavnen. Endda helt hen til checkin-skranken. Stadigvæk er alle i shorts eller badetøj, men i håndbagagen ligger det andet tøj parat til når ferien slutter hvilket vil sige når man er tilbage i Billund. “Ude godt, men hjemme bedst” siger man til hinanden.

Når flyet er lettet fra Gran Canaria serveres der aftensmad og hvilken lettelse. Efter at have opholdt sig på dette eksotiske feriested i en hel uge har flyselskabet læst vore tanker og serverer en kold platte bestående af sild, leverpostej, rullepølse, spegepølse, frikadelle og rugbrød. Folk kaster sig over maden. Hvor er det godt at være på vej hjem til det kendte og det trygge efter at have været på ekspedition ud i verden!