Ny roman om det forfejlede kupforsøg mod Hitler 20. juli 1944 der kunne have ændret historien

“Et forenet Europa hvor Øst og Vest er samlet og alle stater har afgivet suverænitet. Et fælles Europa båret af klare antidiskriminationslove og demokratier, der er åbne og antitotalitære. Frem for alt et fællesskab der skal sørge for varig fred landene imellem.”

Det kunne lyde som et avanceret program for en moderne EU-politik, men disse tanker blev født i hovederne på en række tyskeofficerer allerede i andenverdenskrigs nazi-Tyskland- gødet og udviklet i takt med Hitler-regimets mere og mere perverterede krigsførelse.

Efter flere forfejlede ogpauvre forsøg var kupmagerne meget tæt på succes 20. juli 1944. De ville dræbe tyrannen Adolf Hitler ved hjælp af en bombe og med en enkel og hurtig plan tage magten, afsætte SS-tropperne og overtage styringen af Tyskland, der på det tidspunkt omfattede en stor del af Europa. Dernæst ville kupmagerne have åbnet Vestfronten, kapituleret og forhandlet med de allierede.

Hovedpersonen i kupforsøget var grev Claus von Stauffenberg, en højtstående og invalideret officer og hans medsammensvorne var omkring 200 andre tyske officerer, som, mens bomberne regnede ned over et Europai krig, fødte visionen omEuropas fredelige fremtid. Historien balancerede 20. juli 194 i nogle minutter på en knivsæg, men Hitler overlevede mirakuløst bombesprængningen i sit hovedkvarter, og oprøret blev kvalt efter få timer.

Kupforsøgets hovedpersoner blev skudt samme nat, heriblandt Stauffenberg. De øvrige blev dømt til døden efter en række skueprocesser og med nazisternes sans for det bestialske blev kupofficererne langsomt stranguleret ved at blive ophængt i klaverstrenge, der var monteret på store slagterkroge.

Nye øjne på historien

Historien om dette mislykkede attentatforsøg mod Hitler, begået af hans egne tyske officerer, foreligger nu for første gang i romanform, og manden bag er den tidligere århusianske forfatter Stig Dalager. En af hans bevæggrunde for at have brugt seks år på at skrive “To Dage I Juli” er de senere års krigshandlinger på Balkan, der i 1993 inspirerede ham til at skrive teaterstykket “Jeg tæller timerne” – om en kvindes lidelser i et belejret Sarajevo. Et stykke der netop har været spillet på EntréScenen i Århus. Men en motivation er også den stadig stigende interesse blandt danskere og europæere, der generelt er for Anden Verdenskrig, specielt efter at en række yngre forskere har læst historien med helt nye øjne.

– Den yngre generation af forskere har afsløret, at vi også i Danmark har været noget idylliserende i historierne om Anden Verdenskrig. Nye øjne fra mennesker, der ikke selv har oplevet krigen, fortæller nye vinkler på historien, mener Stig Dalager.

– Husk på at de største forbrydelser i menneskehedens historie blev begået i årene under Anden Verdenskrig. At begribe og beskrive det, er noget jeg altid har forsøgt i mit forfatterskab, siger Dalager, der for syv år siden udgav “Davids bog”, om en jødisk drengs oplevelser i Warszawas ghetto i 1942.

Forfatteren har siden teenageårene været stærkt optaget af Alberte Camus og dennes bog “Oprøreren” (L’homme rèvolté), som er et stærkt opgør med ideologien. Camus beskriver sin oprører som ledet af andre motiver end politiske. En oprører som af etiske eller eksistentielle grunde bekæmper idioten og begrænsningerne i magtstrukturerne.

– Stauffenberg var også en oprører uden program. Han havde etiske og religiøse grunde til at afsætte Hitler. Han gjorde oprør mod dettotalitære, det antihumane og alt det som begrænser tilværelsen. I 1942 var Stauffenberg udstationeret i Winniza i Ukraine, og Hitlers direkte ordre om at likvidere samtlige ukrainske jøder overbeviste Stauffenberg om, at manden var psykopat og at noget måtte gøres, fortæller Dalager.

Sjælekvaler

At det først var to år senere og efter flere halvhjertede forfejlede forsøg skyldtes først og fremmest den sikkerhedsring Hitler omgav sig med og det faktum, at han næsten havde trukket sig tilbage fra offentligheden. Men også at oprørsofficererne var gode, rettroende katolikker, som var overbeviste om at Hitler skulle fjernes, men samtidig led mange sjælekvaler ved at skulle begynde en omvæltning med en likvidering.

Nogle har efter krigen kaldt kupmagerne for “desidste dages hellige opportunister”, men den køber Stig Dalager ikke.

– Der blev faktisk dræbt flere mennesker efter juli 1944 end i krigens foregående år, så det afgørende er, at et succesfuldt kup ville have skånet historien for et tocifret antal millioner ofre og det villehave haft en stor civilisatorisk betydning.

– Det ville også have givet tyskerne en bedre måde at komme ind i freden på – det at nogle af deres egne gik mod naziregimet – at det ikke skulle komme udefra i form af de allierede.

I Tyskland har man i mange år efter kapitulationen i 1945 haft det svært med Stauffenberg og hans kupkammerater. De blev betragtet som forrædere og deres enker blev nægtet pensioner.

Selv for 68-generationen i Vesttyskland var oprørerne en umulig størrelse. Godt nok havde de forsøgt en politisk korrekt handling mod detfascistiske naziregime, men de passede ikke ind i skabelonen. Ifølge 68’erne kommer oprøret fra de venstreorienterede. Men det gjorde Stauffenberg og hans officerskammerater bestemt ikke. De var katolske, højreorienterede og fra borgerskabet.

Det nye Tysklands arv

Det var først efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland i 1989, hvor tyskerne ledte efter de mere åndelige forudsætninger for et samlet Tyskland, at man tog Stauffenberg til nåde. Siden 50 årsdagen i 1994 – 20. juli – er det officielle Tyskland gået fra at betragte oprørerne som forrædere til at markere datoen som national helligdag.

– Jeg var selv til stede i Berlin i 20. juli 1995 og det er tydeligt at de værdier, der lå i opstanden – forsvaret for friheden, opgøret med diskriminationen og det antireligiøse og det etiske udgangspunkt – i dag er værdier som anerkendes som en del af det nye Tysklands arv.

Stig Dalagers roman “To dage i juli” er støttet af den tyske ambassade i København, hvor navnlig kulturattaché Boris Ruge viste stor interesse for projektet. Det viste sig, at Ruge var barnebarn af en af oprørsofficererne. Og hans melding til den danske forfatter var klar: Skriv bogen – som dansk forfatter har du langt bedre forudsætninger end en tysk forfatter. Du ser på historien udefra og er ikke påvirket af dit lands fortid.

– Det har været meget inspirerende for mig at mærke den store tyske interesse der har været for min bog. Men der findes heller ikke en tysk roman, der beskæftiger sig med oprøret mod Hitler.

Forlag interesserede

Fire af de største tyske forlag har allerede inden udgivelsen vist interesse for at få romanen oversat og udgivet i Tyskland. Også den første filminstruktør har henvendt sig til Stig Dalager.

– Men hvorfor skulle den historie interessere os danskere?

– Vi har et ønske om at være en del af Europa og det her er en vigtig dimension i det nye Europa. Og vi danskere begynder jo mere og mere at se Europas historie som en del af vores egen. Samtidig er der nogen tendenser i tiden – også i Danmark – der begynder at ligne noget som foregik i tredivernes Tyskland, hvor nazisterne langsomt, men sikkert satte sig på magten og forberedte den virkelighed, som resulterede i Anden Verdenskrig og Holocaust.

– I tredivernes Tysklandbegyndte det med moderat racisme, der gled over i en dobbelt lovgivning og endte med en egentlig racisme. Der er Danmark lige nu på en glidebane, hvor flere politikere ønsker og er ved at få indført en dobbeltlovgivning.

Kan ske igen

Stig Dalager mener at man ved at hente historien op til nutiden og aktualisere den kan gøre den vigtig for vor tid. Og de konflikter vi kender og netop har oplevet på Balkan har man jo tidligere set i større format. Det kan man få en forståelse for ved at beskæftige sig med grev Stauffenberg, mener Dalager.

– Jeg har forsøgt at være så historisk autentisk som muligt. Jeg har ikke opfundet begivenhederne, men i stedet iscenesat dem. Litteratur skal ikke være en ghetto, hvor man kun dyrker den æstetiske dimension. Så fjerner man dynamikken og vitaliteten.

– Historien kan altså hjælpe os til at tage bestik af nutiden?

– Civilisationen har til tider en meget tynd overflade – derfor må vi forsvare den og forstærke den. Vi må kæmpe for de grundlæggende rettigheder. Og litteraturen kan i kraft af sine fortællinger berøre både det politiske, det religiøse og det personlige liv.

– Jeg vil sige som Primo Levy: “Det skete og derfor kan det ske igen”.