Tyrefægtning er rituelt drab transformeret til en offentlig kunstform
Af Per H. Jacobsen
For nogle år siden slap en iberisk kamptyr ud af sin indhegning i Andalusien og tog opstilling på togskinnerne. Togføreren fik øje på dyret og nåede at stoppe 20 meter fra tyren. Derefter satte han gang i toget igen med en højlydt tuden i hornet for at skræmme dyret væk. I samme sekund gik tyren blindt til angreb på toget. Den ulige kamp tabte tyren. Andre historier fortæller om løsgående kamptyre, der har angrebet biler og dræbt tilfældige mennesker, den har mødt.
Den iberiske kamptyr, hvis liv normalt ender i tyrefægterarenaen, frygter intet på denne jord. I det gamle Rom blev tyrene brugt til gladiatorkampe. Man satte en tyr op mod en løve eller en tiger, og kattedyret holdt som regel kun få minutter, inden det var sprættet op og kvæstet til døde.
Derfor passes der godt på de vilde tyre med solide indhegninger og bevæbnede vagter på hesteryg. Tyrene opdrættes over hele Spanien, men specielt i det nordvestlige Andalusien, i baglandet til Costa de la Luz – lyskysten – den smukke Atlanterhavsstrækning i provinsen Cadiz, findes et naturligt terræn for “toro de lidia”, kamptyren, der udelukkende bruges til “corrida de toros”, tyrefægtning.
Spektakulært show
I corridaen er den iberiske kamptyr centrum i et spektakulært show, som både er en stor underholdningsindustri og en ofte bevægende kunstform, hvor små machomænd i skinnende palietbesatte dragter frivilligt går ind i arenaen, kun bevæbnet med en klud og en kniv, for at bevise at det stadig er muligt at skabe skønhed med et udyr. Matadorerne – toptyrefægterne – er de store stjerner, der tjener millioner af euro og feteres som filmstjerner. Men det er tyrene, der er essensen af en tyrefægtning. Enhver spanier, der køber billet til en corrida vil sige, at han først og fremmest kommer for at se tyrene.
Spanierne har enorm respekt for den iberiske kamptyr. De ved hvilken dødbringende kraft dette dyr gemmer på. Men de ved også at disse tyre lever et liv i ubegrænset frihed strejfende om på enorme græsgange i fem eller seks år, hvor de aldrig ser et menneske til fods. Første gang det sker er i arenaen, og det koster tyren livet.
Respekt og kontrol
For en nordeuropæer er tyrefægtning en barbarisk sag som påkræver sig dyreværnsforeningers vrede og modstand. I vores moderne informationssamfund er natur noget sødt og harmonisk som skal fredes og helst besøges med en naturvejleder i hånden. I Andalusien derimod er naturen noget der respekteres, men også må kontrolleres. Ellers får man aldrig en levevej ud af en hård og tør jord i et landskab, hvor solen brænder ubarmhjertigt året rundt.
“Jamen det er ikke en fair sport – tyren har jo ikke en chance”, råber dyreværnsforkæmperne.
Nej, men det har heller aldrig været en sport. En corrida er et rituelt drab på seks smukke dyr transformeret til en offentlig kunstform. Derfor omtales tyrefægtning i Spanien på avisernes kultursider ved siden af operaer og filmanmeldelser.
“Tyrefægtningen er den eneste kunst, hvori kunstneren svæver i livsfare”, skrev Ernest Hemingway i bogen “Døden kommer om eftermiddagen”.
Forløbet er afgjort på forhånd. Tyrene dør, og det er hvad det hele handler om. I en fyldt arena med festklædte mennesker i alle aldre er corridaen en hyldest til tyrens værdige død og dermed en hyldest til det gode liv, tyren har haft. Men også en konkret påmindelse om at mennesker kontrollerer, dræber og spiser dyr.
Ærefuld død
Ordet corrida betyder at løbe med tyren, og hvis det lykkes for matadoren at danse med tyren og bruge dens enorme kræfter på en elegant og spektakulær måde, som både er adrenalinfremkaldende og bevægende hos publikum, så har matadoren, når han dræber tyren med det afgørende stik, velsignet dyret med en ærefuld afslutning på livet.
En corrida for nylig i byen El Puerto de Santa Maria lige nord for Europas ældste by Cadiz tydeliggjorde at en corrida rummer store følelser. Vi var en dansk familie med to børn, Amalie på 11 og Jonathan på 17 år, der hver betalte 56 euro for en billet i sombra – skyggesiden. For øvrigt stort set de eneste turister i en fyldt Plaza de Toros.
Tre matadorer med den andalusiske stjerne Jesus de Ubrique som det største navn satte både stemning og forventninger i vejret hos publikum, der aldersmæssigt svingede mellem 6 og 90 år. Jesus lagde fornemt ud, var teknisk dygtig og elegant og fik især mange tilråb fra det kvindelige publikum. “La momenta de verdad”, sandhedens øjeblik, hvor tyren skulle dræbes, klarede Jesus så publikum gik fra monumental tavshed til brølende jubel. Tyren blev trukket ud og Jesus fik tildelt et øre af corridaens præsident for sin fine præstation.
Tyrens querencia
Næste tyr var en skandale, mente publikum. Den angreb sporadisk i begyndelsen, men mistede hurtigt lysten. Den fandt sin “querencia”, det sted i arenaen, hvor den føler sig tryg. En kamptyr, der bliver i sin “querencia” er livsfarlig at nærme sig. Tyren er her i defensiven, og angriberen er nødt til at blotte sig. En matador vil derfor altid få tyren væk fra dette sted, før han dræber den. I El Puerto forsøgte man at lokke tyren helt ud af arenaen ved at sende en stud og to køer ind, men tyren ignorerede dem. Publikum piftede højlydt og var vrede, men ikke på tyren. Som min sidemand forklarede: “Den der bliver til grin her er manden, der har leveret tyren. Det her kan ødelægge hans forretning.”
Til sidst måtte matadoren og hans hjælpere provokere tyren væk fra dens “querencia” og dræbe den uden ære og til publikums højlydte utilfredshed. De resterende tyre denne søndag i El Puerto var i topform. Og matadorerne blev hyldet efter smukke, dristige og overlegne trin med tyrene.
For at det skal være en ægte corrida siger man at “torear es parar, templar y mandar”: I den sande tyrefægtning skal matadoren bevæge sig så lidt som muligt, beherske tyrens tempo og dirigere tyren. Med andre ord, manden skal bestemme – ikke tyren. Det stiller krav til kvaliteten både hos manden og tyren.
Efter tre timer var vi mætte af oplevelsen, og tyredrabene havde gjort indtryk. Men ikke i negativ forstand. Amalie sammenlignede det med et besøg på en dansk slagteri, som hun har oplevet med sin skoleklasse. I den sammenligning vandt corridaen, som var “vildt fed”, mens slagteriet var blodigt og ulækkert.
Selv vil jeg sige som Hemingway: “Mens corridaen står på, er jeg strålende tilpas og har en stærk følelse af liv og død, af dødelighed og udødelighed, og når den er forbi, føler jeg mig meget sørgmodig, men har det ikke desto mindre godt”.
Fakta
Tyrefægtning foregår i Spanien, Frankrig, Portugal, Mexico, Colombia, Peru, Venezuela og Ecuador
I Spanien arrangeres der 630 tyrefægtninger med fuldvoksne tyre om året
Desuden 550 tyrefægtninger med ungtyre og 250 tyrefægtninger til hest
I de store arenaer skal tyren veje minimum 480 kg. Der benyttes seks tyre til hver corrida
Den officielle tyrefægterskole i Madrid støttes af staten og optager 200 elever hvert år
Skolens elever er mellem 11 og 19 år og der er langt flere ansøgere end pladser
Der er i dag oprettet mange private tyrefægterskoler i Spanien