Den spanske arkitekt Santiago Calatrava bøjer og strækker stål og beton så hans bygninger fremstår som et moderne svar på middelalderens gotiske katedral

Der er bogstaveligt talt højt til loftet i den spanske by Valencia. Bystyret har investeret et to-cifret milliardbeløb i det største og hidtil dyreste byggeri i Spanien med det formål at forbedre byens image og tiltrække flere turister.

Videnskabernes Museum er et af fire bestanddele i Ciudad de las Ciencias, Kunstens og videnskabernes by, og er er anlagt på en kunstig bund af vand. Det er som at træde ind i en moderne katedral. Allerede ved indgangen er der 40 meter til loftet, bygningens hovedgade er mere end 200 meter lang og lyset vælder ind gennem 19.000 kvadratmeter glas.

På spansk hedder beton, “formigo” hvilket betyder “noget der kan formes” og netop den evne, at beton kan støbes og formes på stedet, nærmest som en blød klippe, er en af grundene til at den valencianske arkitekt Santiago Calatrava har en forkærlighed for dette materiale. Han er stærk modstander af at bruge beton udelukkende til flade gulve eller rektangulære vægge, der bagefter overklistres med eksempelvis mursten.

Den “billige” beton kan skabe de smukkeste bygninger og rum, hvis den bruges med fantasi og ekspertise. Det sidste er ikke blot vigtigt, fordi materialet kræver teknologisk indsigt, men mere fordi; “det kræver en forståelse for at vække det poetiske potentiale, som materialet indeholder”.

Arkitekt og ingeniør

Santiago Calatrava kom til verden i Spaniens tredjestørste by Valencia i 1951. Han blev uddannet arkitekt der og tog bagefter en uddannelse som civilingeniør i Zürich. Som både arkitekt og ingeniør identificerer Calatrava sig nemt med begge discipliner. Og han har været i stand til at skabe en syntese mellem nye teknologier og nye former som i de smukke broer i Barcelona og Sevilla, togstationerne i Zürich og Lyon, Museumsbyen i Valencia (Ciudad de las Ciencias) eller tilbygningen til kunstmuseet i Milwaukee i USA.

Disse arbejder overlapper de traditionelle grænser mellem kunst og arkitektur så vel som mellem arkitekt- og ingeniørarbejdet.

Moder og lærer

“Natura mater et magistra” – naturen er både moder og lærer. Dette motto er titlen på Calatravas ph.d. afhandling og har samtidig været en vigtig rettesnor i hele hans karriere. Og for Calatrava er der to af naturens principper, som han mere end andre kan bruge i sin tilgang til at skabe arkitektur:

Det ene er, at al materiale har en nødvendig funktion, og det andet er den enkelte organismes evne til at skifte form, at vokse og at bevæge sig. Og netop denne naturens dynamik, som når en bølge ruller hen over havet, kronbladene folder sig ud i en blomst eller når fuglen åbner sine vinger og flyver, er Calatravas største inspiration.

Samtidig er han arkitekten, der fuldt og helt går ind i hvert enkelt projekt og følger det både systematisk og konstant. Som sit store forbillede, Le Corbusier, der udtrykte sin tilgang til arkitekturen som “recherche patiente et personelle”.

Teknologiske udfordinger

Selv om Calatrava aldrig selv har udtrykt sig om et tilhørsforhold til en bestemt stilart eller æstetisk udtryksform, så er hans arkitektur baseret på en særlig ren geometrisk rytme og bygningerne har en meget let og luftig fornemmelse, specielt i de indre rum. Calatrava låner gerne elementer fra andre, eksempelvis fra finnen Eero Saarinen, som han beundrer meget, men uden at blive tilbageskuende eller kopierende.

I alle sine projekter udsætter Calatrava sig selv for komplekse teknologiske udfordringer, som han derefter takler med elegante og simple løsninger, der ofte er direkte inspireret af naturen. Men i stedet for at efterligne eller kopiere naturen bliver det organiske højteknologisk ved at få udtryk i materialer som glas, stål eller beton – gennem en syntese af lys, materiale, struktur og form.