Rejse i Blåt: Ny roman rokker ved myterne om den danske eventyrdigter

Naiv og barnlig, fjollet og lidt ynkelig. En lidt mærkværdig karikatur, der med et par børn på hvert knæ, fortæller søde, uskyldige eventyr.

Sådan er den typiske opfattelse af den verdensberømte danske eventyrforfatter H.C. Andersen, men det er et alt for ensidigt billede, som er formet af de fordomme og de ydmygelser, proletardrengen Hans Christian Andersen måtte igennem i datidens København, mener forfatteren Stig Dalager.

I sin nye roman “Rejse i blåt”, som er udkommer på forlaget Peoples Press, giver Stig Dalager et bud på en aktuel, nutidig fortolkning af H.C. Andersen, hvor eventyrdigteren i modsætning til det officielle billede træder i karakter som en nyskabende og moderne kunstner, der bestemt ikke er hverken fjollet eller barnlig, men derimod en rastløs kosmopolit, der er selvbevidst, men splittet mellem sin fynske almue-barndom og det indskrænkede, københavnske borgerskab.

– H.C. Andersen var ikke særlig lykkelig som person, men når han skrev, kunne han forløse den smerte og uro, han var befolket af. Jeg har ikke haft et bestemt ideologisk formål med at skrive om Andersen, men haft lyst til at nå endnu dybere i personen og kunstneren H.C. Andersen. Og her har jeg fundet en kunstnerisk sjæl, som jeg vil sammenligne med kunstnere som Picasso eller Asger Jorn, der begge hyldede det bevidst legende, barnlige og naive, som en del af et større kunstnerisk udtryk, siger Stig Dalager.

– Picasso sagde engang, at han brugte hele sit voksenliv på at lære at tegne som et barn igen?

– Lige nøjagtig. Andersen brugte det umiddelbare og det intuitive som noget frugtbart for kunsten. Han fastholdt modigt det at være naiv som en del af det at være til, og dermed var han egentlig en meget moderne figur i forhold til sin samtid. Han har beskrevet det i “Klods Hans”, hvor det intuitive og det umiddelbare er langt stærkere end det fornuftige og konforme.

En kosmopolit

“At rejse er at leve”, er et kendt H.C. Andersen-citat, og Andersen var i modsætning til datidens stærke nationalisme en kosmopolit, der havde udsyn og en evne til at se ud over landets grænser og lade sig inspirere af det, han oplevede på rejser til Tyrkiet, Italien, Spanien, Portugal, Østrig, Tyskland og England.

Og man må sige, det var heldigt, at H.C. Andersen var en rejselysten sjæl. Han blev særdeles lunkent modtaget af de københavnske anmeldere fra dag et, hvor han debuterede som forfatter. For Andersen var det et hårdt slag at blive hånet og nedsablet.

– Der gik 22 år fra han debuterede, inden en nogenlunde enstemmig københavnsk presse tog positiv stilling til et værk fra H.C. Andersen.

På det tidspunkt var han slået igennem i både Tyskland, England, Sverige, Italien og Holland. Men det blev også vendt imod ham. Før Sandemose skrev sin Jantelov, blev Andersen udsat for den med fuld styrke.

– Romanen “Improvisatoren” blev lunkent anmeldt i København, men stormende modtaget i Tyskland og Sverige. I Lund i Sverige blev Andersen modtaget med fakkeltog og opsøgt på sit hotel, hvor folk lovpriste hans digtning. I det københavnske magasin Corsaren blev det hånligt beskrevet som, at Andersens succes i udlandet blot var et produkt af hans egen desperate markedsføring af sig selv. Han var “løbet rundt med kræmmervognen”, skrev Corsaren.

Bløddyret

Efter Andersens anden store udlandsrejse udkom rejsebogen “En digters Bazar”, som er en vidunderlig rejseskildring fra lande, som man dengang ikke kendte ret meget til. Især Konstantinopel (nuværende Istanbul) påvirkede Andersen meget.

– Da “En digters Bazar” udkom, blev H.C. Andersen skåret ned og latterliggjort for at være alt for selvoptaget, og da Andersen reagerede følelsesmæssigt på disse ydmygelser fortsatte det bare med endnu større kraft. “Han lider af alt for stor ømskindethed”, sagde man. Og Johanne Louise Heiberg, der, sammen med sin mand Johan Ludvig Heiberg, var blandt den førende kulturelite i København, udnævnte ham til at være “Bløddyret Andersen”.

Heldigvis havde H.C. Andersen ægte opbakning blandt personligheder som B.S. Ingemann, H.C. Ørsted og ikke mindst kong Christian VIII. Samme dag som “En digters Bazar” blev jævnet med jorden af de københavnske anmeldere, blev Andersen inviteret op på hoffet for at læse op af bogen.

Kongens støtte mærkede Andersen også, da han endelig efter mange forsøg fik et stykke sat op på det Kongelige Teater. Det var “Mulatten”, som censor Johan Ludvig Heiberg allernådigst havde accepteret, og hvor fru Heiberg spillede hovedrollen. Premieren gik fint, men dagen efter begyndte nedskydningen. Stykket blev udnævnt til at være et plagiat af et fransk stykke og blev taget af igen.

– Derefter gik kongen ind og lavede en særforestilling, og det var noget der havde betydning i datidens København, som jo blot var en lille provinsby med 150.000 indbyggere. Kongen sad flere gange under forestillingen og hilste på Andersen for at vise sin støtte. Det med plagiatet viste sig at være pure opspind, og stykket kom på plakaten igen.

– Var det ikke sådan nogle hændelser, der banede vejen for rygterne om, at H.C. Andersen skulle være en uægte kongesøn?

– Jo, men de rygter er jo både ubeviste og uinteressante. I Andersens selvforståelse er det tydeligt, at han er vokset op under fattige kår, og den selvforståelse bliver afgørende for hans forfatterskab. Det har han blandt andet skildret i eventyret om “Den grimme ælling” og i romanen “OT”, som handler om det at være brændemærket af at være anderledes.

Autentisk ramme

Stig Dalagers roman er ingen faglig biografi. Det er en eksistentiel fremstilling af H.C. Andersen, hvor forfatteren har vovet at være i øjenhøjde med Andersen i en slags kunstnerisk litterær dialog.

Romanens ramme er autentisk. Den døende Andersen ligger i Villa Rolighed på det gamle Østerbro uden for voldene og med udsigt til Øresund. Vi er i sommeren 1875. Andersen dør i august 1875.

Andersen bor i sine sidste år hos den jødiske familien Melchior og bliver passet af fru Dorothea Melchior, en tjener og en køkkenpige. Ind imellem får Andersen besøg af venner og to læger tilser ham på skift.

Her ligger Andersen sløret af morfin og tænker tilbage på sit liv, på hændelser i brudstykker og på de værker, han har skrevet.

– Romanens komposition skifter fra at være konkret til stede i villaen til at dykke ned i hans livshistorie og tilblivelsen af hans værker. I begyndelsen er dødslejet det mest virkelige, mens erindringerne er tågede. Det ændrer sig i takt med, at hans tilstand forværres.

Åndeligt slægtskab

Det er ikke tilfældigt, at H.C. Andersen ender sine dage i Melchiors villa. Først de sidste 10 år af sit liv fandt han et åndeligt slægtskab i København, da han mødte den jødiske familie Melchior og her blev forstået og accepteret, som den han var.

– Hos Melchior møder han ikke småborgerlig kritik af sin rejselyst og kosmopolitiske natur. Her finder han hjem, som Andersen selv beskriver det. Samtidig var jøderne – ligesom Andersen – en slags outsidere i datidens København.

Andersen var meget religiøs, men måske mere jødisk end lutheransk, mener Stig Dalager.

– Han troede på, at det onde ikke fandtes i verden, og at Gud er en kærlighedens Gud. Han anerkendte ikke Jesus som Guds søn, men som en historisk person. Og han anerkendte ikke begrebet arvesynden. Det forargede folk, men at han havde de klare holdninger viser, at han var en person med stort mod og en høj grad af selvindsigt, fordi han samtidig var oppe mod den kolossale latterliggørelse af ham. Men det betød også, at det københavnske borgerskab fastholdt ham i rollen som naiv og barnlig. Og det har haft betydning for eftertidens opfattelse af Andersen.

– Andersen havde vel også en god fornemmelse for – ikke sne – men det dæmoniske?

– Jo, det må man sige. Især i “Skyggen” viser han god fornemmelse for den menneskelige dobbelthed. Han beskriver, hvordan stræben efter magt og status kan ødelægge personligheden indefra. Det kan man bestemt ikke kalde for en naiv betragtning.

I “Rejse i blåt” møder man en H.C. Andersen, der er langt klogere på sig selv og verden, end det billede eftertiden har skabt af ham, mener Stig Dalager. En Andersen, der skriver til alle uanset alder og social status. Men også et menneske, der er dybt splittet. “Jeg svinger mellem at leve i fremtiden og i fortiden i mine følelser”, skrev han i sine dagbøger.

– Det er eventyrerne, der er hans største gave til os, men når der næste år markeres 200-året for H.C. Andersens fødsel, så er det vigtigt ikke at fejre ham som en enstrenget national størrelse – som den lidt naive, stakkels, forfængelige og forvirrede børneforfatter. Vi skal lære af hans styrke, som var hans udsyn og hans evne til at forbinde inspirationen fra den store verden med det danske. Det er den H.C. Andersen, vi kan blive klogere af at møde.

– Der var ingen forstillelse over Andersen. Det er det, som er så bekræftende ved ham. Det og så hans tro på, at der i os alle er indlagt en udødelig sjæl – ikke en genopstandelse – men at sjælen lever videre.

– Det kan læses på H.C. Andersens gravsten på Assistentens Kirkegård, hvor der er citeret de fire sidste linier af hans digt “Oldingen” fra 1874:

“Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt, Er uforkrænkelig, kan ej gaa tabt.Vort Jordliv her er Evighedens Frø, Vort Legem dør, men Sjælen kan ej dø!”