Midt på Fyn ligger Danmarks tredjestørste by Odense. Øens ”hovedstad” lokker med historisk autencitet, masser af kulturoplevelser, shoppingmuligheder, grønne områder, fine museer og gode spisesteder.
Af Per H. Jacobsen
Odense kaldes af mange fynboer øens ”hovedstad”. H.C. Andersen fylder naturligvis meget i byen, men også Brandts Klædefabrik, Odense Å og en række grønne oaser sætter sit præg på Danmarks tredjestørste by. Det historiske centrum er ved at blive omdannet, fordi man har valgt at lukke en firesporet vej, der skar midtbyen over i to, og konvertere den til en helt ny bydel.
Brandts Klædebrik, Fyns største museum og Vintapperstræde
Midt i byens latinerkvarter ligger Brandts Klædefabrik, som er Odenses kulturmekka med specialbutikker, cafeer, restauranter, biograf, studenterhus og kulturtilbud. Den tidligere fabrik indeholder også museet Brandts, som er Danmarks første museum for kunst og visuel kultur, og Fyns største museum med 5000 kvadratmeter udstillingsareal og mere end 15.000 værker. Tæt på Brandts ligger Vintapperstræde, der er 100 meter lang og kendt for sine specialbutikker, restauranter og et teater. Det blev født som en baggård, men i 1977 blev den smalle og snoede bagside af byen omdannet til gågade med lave historiske bygninger på hver side..
H.C. Andersens Odense kan nås til fods
Fra Brandts Klædefabrik kan man gå en tur i H.C. Andersens Odense. Der er tre steder, som markerer eventyrdigterens tilknytning. Han blev født i 1805 i H.C. Andersens Hus – det lille gule hus i Hans Jensens Stræde 45. Det lå dengang i byens fattigste område. Huset har siden 1908 været indrettet som museum. Da Andersen var to år, flyttede familien til det, man i dag kalder H.C. Andersens Barndomshjem i Munkemøllestræde 5. Her boede Andersen, til han fyldte 14 og flyttede alene til København. I huset kan man i dag se flere af hans originale manuskripter og dagbøger. I Claus Bergs Gade 10 ligger H.C. Andersens Museum midlertidigt placeret indtil 2020, hvor der indvies et helt ny museum.
Op og ned ad åen, zoo og en landsby fra 1800-tallet
Fra H.C. Andersens Hus er der en kort gåtur til Odense Å, hvor Odense Aafart siden 1882 har sejlet folk op og ned af åen. Turen, der går gennem tre smukke parker, har sit udgangspunkt i Munke Mose i centrum og slutter i Fruens Bøge Skov. En tur varer ca. en time. Undervejs kan man stige af ved Odense Zoo, og fra Fruens Bøge er der en kort gåtur til Den Fynske Landsby, hvor man kan opleve en række gårde og huse, der oprindeligt har stået rundt omkring på Fyn. Tilsammen giver de et indblik i, hvordan en landsby så ud på H.C. Andersens tid. Man kan slutte sit besøg af på Sortebro kro, der oprindeligt lå lidt nord for Svendborg. Kroen er i dag kendt for at lave klassisk mad på et højt gastronomisk niveau.
Flest restauranter per indbygger i Danmark
Restaurantscenen har udviklet sig med stormskridt i den fynske ”hovedstad” de senere år. Odense har endnu ikke en restaurant med en Michelinstjerne, men ambitionerne er der, og der arbejdes hårdt for at opnå det. The Balcony er blandt Danmarks 50 bedste restauranter og Sortebro kro, Pasfall, Aro, Goma og Vår får betegnelsen Meget God Klasse i White Guide, som er Nordens svar på Michelinguiden. Men byen tilbyder madoplevelser for enhver pengepung og smag. Odense er den by i landet, der har flest restauranter i forhold til indbyggertal. Alene i Brandts Klædefabrik finder du 12 spisesteder. I Storms Pakhus ligger Odense Streetfood og i et bygningskompleks, hvor der tidligere lå syv diskoteker og barer, finder man nu Arkaden Food Market.
Tre kilometer gågader, Brandts Passage og latinerkvarteret
Latinerkvarteret er det vigtigste shoppingområde i Odense centrum. Det strækker sig fra området omkring Brandts Klædefabrik og forgrener sig ned i Vestergade, Ny Vestergade, Søndergade og begyndelsen af Vesterbro for at munde ud i Munke Mose, hvor der er mulighed for afslapning, leg og naturoplevelser for både børn og voksne. Det er også i latinerkvarteret, at gågaderne ligger – tre kilometer i alt – med et væld af shoppingmuligheder, cafeer og restauranter. I Brandts Passage ligger en række design- og tøjbutikker, som har fokus på høj kvalitet.
Odense centrum bliver hel igen
I 1960’erne blev Odenses historiske centrum revet midt over af en firesporet vej – Thomas B Thriges Gade. En stor del af bykernen, der havde oprindelse helt tilbage til 1000-tallet, måtte lade livet for fremskridtet og den nye biltrafik. I dag er man i gang med at fjerne den brede vej og omdanne den til en ny bæredygtig bydel med boliger, erhverv, kulturinstitutioner og 1000 p-pladser under jorden. Det er også her, det nye H.C. Andersen Museum kommer til at ligge i 2020.