Islamisk havekunst

Den islamiske haveAf Per H. Jacobsen

Vesterlændinge erhverver først jorden, derefter bygges huset og til sidst anlægges haven. Muslimen søger først efter vandet. Er det ikke der hvor han ønsker at bygge, bringes det derhen ved hjælp af quanats, brønde, cisterner og reservoirer. Dernæst anlægges havens vandingssystem, som dens plan indordner sig under og haven beplantes. Til sidst bygges huset

Den græske historiker og essayist Xenofon hørte i 401 f.kr. første gang om ordet “pairidaez”, som på oldpersisk betyder: En afskærmet have. Han opdagede, at de persiske konger betragtede kultiveringen af landskaber som en ædel kunstart. Efter sin hjemkomst til Scillus anlagde Xenofon en paradishave efter persisk forbillede med en symmetrisk beplantning omkring et tempel. Da Xenofon var meget læst i Rom, mener man, at han inspirerede til anlæggelse af lignende haver omkring templer i Rom. Ordet paradis viser altså tilbage til oldpersisk.

Senere blev myten skildret i det gamle testamente og fik betydningen: Edens Have, der hvor de første mennesker boede. Derved fik ordet paradis en overjordisk og uopnåelig betydning for Kristendommen. I 1. Mosebog (kap. 2, 9-10) står der: “Og der gik en flod ud fra Eden til at vande haven, og derfra deltes den og blev til fire hovedstrømme.” De fire floder udspringer midt i haven ved foden af livets træ. Det er dette motiv, som muslimerne bruger i skabelsen af deres jordiske paradis.

Evighedens og de retfærdiges have

Koranen beskriver Paradiset igen og igen. Paradiset er salighedens, evighedens og de retfærdiges have. Haven er ophøjet og har springende fontæner og strømmende kilder af vand, mælk, vin og honning (firedelingen). Haverne er behagelige og skyggefulde og her møder man mørkøjede jomfruer med svulmende bryster og smukke ynglinge.

En mur afskærmer haven og omfattet af Guds almægtighed, bliver haven til et beskyttet indelukke. Det er drømmen om disse himmelske haver med frodighed, sprudlende fontæner og kilder, pragtfulde måltider og sensualitet, som muslimerne prøver at genskabe i deres jordiske haver.

Haven; det jordiske paradis

Haven bliver et billede på oasen. Et sted hvor man symbolsk kan trække sig tilbage fra ørkenen, beskytte sig mod den med en omkransende mur og afgrænse sig fra den. Haven er en sanserigdom af planter, frugter, lys, skygge og vand.

Brugen af geometri, symmetri og regularitet bringer muslimen i det rette forhold til kosmos. Planen opdeles, og når hver enkelt del er bygget op af de samme geometriske komponenter, så afspejler de tilsammen en overordnet idé. De symmetriske haveplaner der gennemskæres af vandingskanaler vinkelret på hinanden, udtrykker en trang til orden, som er typisk for den islamiske kultur. Den skematiske opbygning har sin rod i vandingsøkonomien, hvor vandet fordamper mindst, når det ledes af den mest direkte vej.

På grund af havernes stramme skematik opstår der fokuseringspunkter. Det kan f.eks. være et ophøjet ottekantet vandbassin i aksernes skæring, eller det kan som i Orientens gravhaver være mausoleet i midten af haven, hvorunder livets kilder strømmer til fire sider. I større haver med mange korsskæringer fornemmes motivet ikke blot visuelt, men også auditivt på grund af vandet. I mindre haver med ét skæringspunkt, er dette havens centrum. Dette centrum er centrum for kosmos, haven trækker sig fra murene ind til centrum som man trækker sig ind i sjælen.

Den overordnede plan er altid symmetrisk og regulær. Det bevirker, at ens orientering lettes ved denne orden trods beplantningens tilsyneladende planløshed. Hvordan man end bevæger sig i haven, så er man en del af en kosmisk helhed, som forstærkes af det sanselige: Lyde, dufte og synsindtryk. Et ophold i en islamisk have kan beskrives som en intellektuel totaloplevelse.

Den stramme orden blødes op ved hjælp af havernes plantebede. Bedene beplantes med vidt forskellige vækster alt efter ejerens behov. De enkelte bede mellem korsarmene indordner sig, men er selvstændige enheder med vidt forskellig beplantning. Undertiden har bedene en randbeplantning, der gør, at hvert bed kan opleves som en have i haven. Tilfældigheden i beplantningen opleves imidlertid ikke som uorden, men derimod som en opblødning af de menneskeskabte omgivelser.

Vandet; et væsentligt element

Af alle elementer er vandet det vigtigste. Ingen anden havekunst har forfinet brugen af vand til en sådan grad af perfektion som den islamiske. I de større haver med terrasserede bede og flere korsarme ledes vandet i et skematisk forløb. Eks. løber det gennem kanalerne og ud til sidernes chadors, hvor det styrter ned ad et fint ribbet mønster, der får det til at lyne og glimte i solen. Eller det bliver, på grund af chadorens relief, mælkehvidt som den ene af Paradisets floder.

I de mindre patioer lægger ejeren forskellige typer af småsten i kanalerne og opnår på den måde at skabe lyde, som en musik der aldrig starter eller slutter men hele tiden ændrer sig. Som livet der til stadighed er foranderligt, flygtigt og ukonstant. Denne musik minder det muslimske mennneske om, at det kun er Gud der er evig og konstant. Vandets løben og plasken køler luften. Vandet spiller også en rolle i forhold til lyset. I de blanke vandflader spejles ikke blot himmel, sol og måne men også den omgivende arkitektur. Springende fontæner reflekterer sollyset i levende lysglimt.

Lyset; et udtryk for lykke

I boligerne er lyset som regel sparsomt. Boligen har få højtsiddende vinduer, vender byen ryggen og åbner op mod haven. Solen er symbolet på selve livet, men er samtidig nådesløs. Den giver lys, varme og vækst men også afsvidning, tørke og død. Og det er i spektret mellem disse to faktorer, den meget bevidste kontrol med lyset er udviklet. Lysets refleksion er vigtig.

Materialernes tekstur har stor betydning for et haverums lysforhold. De glaserede fliser og deres forskelligfarvede mønstre anvendes bevidst som lyskilder, hvor sammensætningen af farver og mønstre bruges alt efter den ønskede lysstyrke eller dybdevirkning. Et yndet materiale er spejlglas, der indsat i mosaikmønstre på vægge og i lofter, kaster lyset tilbage som facetslebne ædelstene. Dette motiv er f.eks. brugt af Henning Larsen på Handelshøjskolen i København. Beplantningen spiller også en stor rolle i forhold til lyset.

Måneskinshaven

Måneskinshaverne er noget helt specielt. De kølige nætter og det dæmpede lys fra månen skaber en nærmest rituel skik med haveophold i de perioder, hvor der er fuldmåne. Beplantningen i en måneskinshave består mest af hvide eller meget lyse blomster, der kan reflektere månens lys.

Vandets refleksioner af månens lys og levende lys skaber i disse haver en kosmisk stemning, der forstærkes af stille musik eller oplæsning af digte.

Den islamiske have overlever

Den spanske patio har formået at overleve offensiven mod den muslimske kultur. Patioerne, som de kan opleves i specielt Cordoba, Granada og Sevilla, er umiskendeligt arabiske. I de gamle haver kan man skelne mellem forskellige typer af patioer i disse tre byer, men i de mere moderne udgaver gælder denne distinktion ikke længere. De andalusiske patioers særpræg er i dag så sammenblandet, at det er svært at se forskellen. Men stadigvæk kan man i disse patioer se den islamiske havekunsts rigdom.