Af Per H. Jacobsen
Guggenheim Museet i New York udtrykker en arkitektonisk vision om et helt nyt rum at udstille kunst i. Projektet var 16 problemfyldte år undervejs og arkitekten døde syg og nedbrudt seks måneder før indvielsen
Seksten år af en mands liv. Latterliggørelse, kritik, fornedrelse og umenneskeligt hårdt arbejde. Det var nogle af de omkostninger en visionær arkitekt måtte betale for at skabe en af verdens mest unikke museumsbygninger. Arkitektens brøde var, at han arbejdede mod konventionelle opfattelser af, hvad der var god arkitektur og et godt udstillingsrum.
Solomon R. Guggenheim Museet på hjørnet af 88. Street og 5th Avenue i New York er resultatet af hans kamp. Og det kan vi så glæde os over i dag, hvor museet er elsket og anerkendt som højdepunktet i Frank Lloyd Wrights karriere som arkitekt.
Hans ide var at skabe åbent, flydende udstillingsrum som en modvægt til de mere traditionelle museumskasser, hvor malerierne hænger ret op og ned ad væggene. Derfor består museets indre af en altdominerende rampe, der giver adgang, cirkulation og udstillingsplads. Og samtidig definerer rampen bygningens ydre runde og bløde form.
Kun du kan gøre det
Frank Lloyd Wright havde allerede en internationalt anerkendt arkitektvirksomhed bag sig da han i 1943 modtog et brev fra Hillary Rebay, direktør for The Solomon R. Guggenheim Foundation. I brevet bliver han bedt, ja nærmest tryglet om at tegne et nyt museum til fondens store samling af abstrakte malerier.
– I want a temple of spirit, a monument, only you can do it, skrev direktøren.
Frank Lloyd Wright sagde begejstret ja uden at have fantasi til at forestille sig, at der skulle gå seksten problemfyldte år, inden museet kunne åbnes. Og at han, der ellers var kendt for sit jernhelbred, ville dø syg og svækket et halvt år før indvielsen.
Problemerne strakte sig over prisernes himmelflugt i New York efter anden verdenskrig, bygningens kontroversielle design, den gamle Solomon R. Guggenheims død over ikke mindst konflikten mellem arkitektens vision om en ny måde at udstille malerier på og museumsfolkenes mere traditionelle opfattelse.
Kunst og bevægelse
Arkitekten ville skabe en ny enhed mellem beskuer, kunst og arkitektur. Til det formål designede Frank Lloyd Wright en rampe, der fra gulvplan snor sig opad, bliver stadig bredere og til sidst ender i sjette sals højde, hvor dagslyset vælder ned gennem det store centralrum. Rampen danner både gulv, væg og loft. Væggene er dermed kurvede og de hælder en anelse udad.
Ideen var at publikum skulle tage elevatoren op til toppen og derefter vandre nedad, mens kunsten blev beskuet. Malerierne skulle hælde let opad mod lyset og beskueren på rampen. Frank Lloyd Wright mente, at malerierne på den måde ville blive fremhævet og fra blot at være ophængte firkanter yde noget i forhold til bevægelsen på rampen og i væggenes kurver.
På gravens rand
Men det lykkedes aldrig for Frank Lloyd Wright at overbevise direktør Hillary Rebay eller hendes efterfølger om denne ide. Da museet åbnede i 1959 hang malerierne på træstænger spændt ud fra væggene – ret op og ned. Og i dag bruges centralrummet overvejende til udstilling af skulpturer.Økonomien var i mange år en alvorlig stopklods for museets tilblivelse. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig steg priserne voldsomt på byggematerialer så voldsomt i New York, at Solomon R. Guggenheim blev ved med at udskyde projektet i håb om at det ville gå den anden vej.
I 1949 dør den gamle Guggenheim og på det tidspunkt mener de fleste, at museet lægges i graven sammen med ham. Hans nevø Harry S. Guggenheim bliver ny præsident for fonden og efter pres fra Frank Lloyd Wright beslutter præsidenten at fortsætte projektet.
Frank Lloyd Wright havde i mange år svært ved at få hold på museets ydre form. De første år viser tegninger alt fra sekskantet til rund og med både indadgående og udadgående spiral. Da arkitekten i begyndelsen af halvtredserne finder frem til den endelige form, klart defineret af den indvendige rampe, og fremviste den i modelform, begyndte museumsfolk at udtrykke bekymring for om arkitekturen ville overskygge kunsten.
Projektet beskæres
I 1952 får The Guggenheim Foundation ny direktør, James Sweeney, og han beder arkitekten om nye tegninger, hvor projektet er beskåret økonomisk. Det sker i 1954, 1965 og 1957. Hver gang må arkitekten og hans stab udarbejde nye skitser, arbejdstegninger og modeller. I 1957 er Sweeney tilfreds og Frank Lloyd Wright udformer det endelige projekt.
Guggenheim Museet blev en personlig kamp for Frank Lloyd Wright. Normalt overlod han betroede medarbejdere at føre byggesager men i 1958 flyttede han ind på Hotel Plaza i New York, hvor han i en to værelse suiteindrettede tegnestue og bolig. På det tidspunkt var man på byggepladsen i færd med at støbe den store rampe fra grunden af.
Wright dør før åbningen
For Frank Lloyd Wright var det noget af et mirakel. Efter 15 års sej kamp rejste bygningen sig endelig og alt tegnede lyst. Men så begyndte kunstnere og newyorkere at røre på sig. Kunstnerne skrev til direktør Sweeney og udtrykte bekymring for om et rum med kurvede, hældende vægge og en rampe overhovedet var egnet til udstilling af kunst. Og offentligheden, inklusive medierne, latterliggjorde det mærkelige hus og var forargede iver at et sådan misfoster skulle ligge på den fashionable 5th Avenue.
Men Guggenheim Museet blev bygget og indviet den 21. oktober 1959, hvor folk stod i kø for at komme ind. Frank Lloyd Wright deltog ikke. Han var død seks måneder tidligere – syg og nedbrudt efter 16 års indædt kamp for sit livs værk.