Af Per H. Jacobsen
I Italien blev premierminister Aldo Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader. I Danmark dannede socialdemokratiet og Venstre en skrøbelig regering sammen. I Sydamerika vandt Argentina VM i fodbold efter 3-1 sejr over Holland. I London slog Bjørn Borg Jim Connors i Wimbledonfinalen. I USA udgav John Irving romanen “Verden ifølge Garp og i Japan introducerede Sony verdens første walkman.
Året var 1978, men for undertegnede, som dengang var teenager med en rockmusiker i maven, så fandt den mest skelsættende begivenhed uden sidestykke sted i mørket i en århusiansk biograf, hvor filmen om The Bands afskedskoncert med titlen “The Last Waltz” havde premiere i april det år.
Afskedskoncerten blev to år forinden foreviget af instruktøren Martin Scorsese, der netop havde hittet med filmen “Taxi Driver” og var undervejs med “New York, New York” og “Raging Bull”, og “The Last Waltz” blev en milepæl i musikhistorien som den ypperste koncertfilm nogensinde.
Koncerten fandt sted på Winterland Ballroom i San Francisco, hvor The Band indledte karrieren som backingband for Ronnie Hawkins tilbage i 1962. Senere stod bandet bag Bob Dylan, da han forargede en hel verden ved at sætte strøm til sin musik på Newport Folk Festival i juli 1965 og den efterfølgende verdensturne, hvor Dylan for alvor introducerede rockmusikken.
Gæster i kulissen
Der var godt 5000 mennesker på plads i Winterland Ballroom den 20. november 1976 på Thanksgiving Day og de satte 220 kalkuner med yams, tranebær og brun sovs til livs. Efter middagen spillede Berkeleys Promenade orkester op til dans, mens en række prominente gæster som Bob Dylan, Eric Clapton, Joni Mitchell, Van Morrison, Neil Young, Ringo Starr, Ronnie Hawkins, Muddy Waters, Dr. John og Neil Diamond uden publikums vidende stod og ventede i kulissen.
Efter promenadeorkestret tog The Band over midt i en sceneografi med rekvisitter fra “La Traviata” og lysekroner fra “Borte Med Blæsten”. Med nummeret “Up On Cripple Creek” tog Rick Danko, Levon Helm, Garth Hudson, Richard Manuel og Robbie Robertson hul på den allersidste vals sammen.
Alt var first take
The Band spillede 11 af sine egne numre og dobbelt så mange sammen med sine gæster og alt var “First Take”. Der var kun den ene chance, alt skulle gå op i en højere enhed og stort set det hele lykkedes i de fem timer, koncerten varede.
“The Last Waltz” blev en fremragende musikfilm med masser af overskud, fællesskab, kammeratskab, tårnhøj musikalsk kvalitet og en stribe magiske øjeblikke; som da Eric Claptons guitarrem glider af i starten af “Further On Up The Road”, og Robertson uden at blinke træder til med en gnistrende solo.
Eller da Neil Young skæv af coke ikke rigtig ved, hvor publikum eller bandmedlemmerne er, mens han giver sit livs udgave af “Helpless”.
I himlen
Publikum må have følt sig som i Himlen, og koncertens højdepunkt indtræffer, da det annonceres: “we would like to introduce another of our friends (lang pause) – Bob Dylan”. Folket bøjer sig dybt i støvet, da Jesus selv træder ned på jorden igen og velsigner rockens sidste nadver ved i den store finale sammen med The Band og vennerne at levere en pragtversion af “I Shall Be Released”.
På den nye dvd-udgivelse af “The Last Waltz” skriver Robbie Robertson om følelsen, da sidste akkord var døet ud i Winterland Ballroom:
– Efter fem timer på scenen var The Band både oplivet, lettet og udkørt. Vi var klar over at The Last Waltz var den mest kraftfulde oplevelse, vi havde haft sammen, og det var en meget tilfredsstillende og smuk måde at afslutte det hele på.
Farvel til den tids musik
“The Last Waltz” blev ikke bare et farvel til The Band, men også et farvel til den tids måde at lave musik på. Da filmen kom i biograferne i 1978 havde disco, punk og new wave overtaget scenen og hitlisterne.
Og selvom The Band i 90’erne, blev delvist samlet igen, udgav tre plader og turnerede, så var det forbi. The Band var lyden af dengang.
Den er til gengæld et genhør værd.