Da den danske arkitekt Jørn Utzon i 1957 vandt den internationale arkitektkonkurrence om et nyt operahus i Sydney, Australien, lå verden for hans fødder. Men da Utzon måtte forlade operahuset før det var færdigbygget, fik han et ufortjent rygte som en vanskelig, dyr og urealistisk arkitekt. Et rygte, der siden bremsede for mange af Utzons bemærkelsesværdige projekter – specielt i Danmark.
Den danske arkitekt Jørn Utzon er verdenskendt for Operahuset i Sydney. Et arkitektonisk monument som i dag – 25 år efter dets indvielse – er uløseligt forbundet med Utzon, hans historie og virke som arkitekt.
Men til mesterværket i Sydney kan Utzon tilføje en række andre markante bygninger: Nationalbanken i Teheran, Parlamentsbygningen i Kuwait og sine egne to huse på Mallorca.
I Danmark, derimod, er Jørn Utzon ikke særlig synlig som arkitekt. Bagsværd kirke er hans eneste monumentale byggeri. Og udover denne er Kingohusene og Fredensborghusene på Nordsjælland de eneste større byggerier, han har fået opført. Selv siger Utzon, at han kun har fået bygget 10 procent af sine projekter.
Visionært og fantasifuldt
Da Jørn Utzon i 1957 vandt den internationale konkurrence om et nyt operahus i Sydney, blev det på en måde hans skæbne på godt og ondt som arkitekt.
Utzons nære ven siden studietiden, professor Tobias Faber, siger om operaprojektet.
– Utzons projekt var genialt, men også uhyre vanskeligt. Der var ikke mange, der troede på det. Men da det var så visionært og fantasifuldt, og Jørn selv var så medrivende og begejstret en person, besluttede man at opføre huset.
Den australske regering iværksatte et operalotteri, der undervejs finansierede byggeriet. Selv om skatteyderne i Sydney ikke betalte en krone til huset, var mange fra starten modstandere af projektet. Folk syntes ikke, det lignede et rigtigt operahus og at det var forkasteligt at bruge så mange penge på kultur. Utzon modtog rasende breve, hvori folk forlangte, at han skulle forlade landet.
Regeringsskiftet
Den danske arkitekt stod fast og folkestemningen skiftede. Frem til regeringsskiftet i 1965 gik byggeriet efter planen. Operahusets ydre, med de karakteristiske hvide skaller, stod færdigt, og Utzon var parat til at gå i gang med at bygge husets indre.
Men Labour-regeringen, som hidtil havde været en god bygherre for Utzon, tabte valget. Det nye regeringsparti, de liberale, var gået til valg på, at operahuset skulle færdiggøres hurtigt og billigt. Og partiet mente, at Utzon var for dyr og derfor måtte fjernes som projekterende arkitekt. Regeringen standsede sine udbetalinger til Utzons tegnestue. Og efter seks måneder blev Utzons kontrakt ophævet. Han kunne ikke betale medarbejderne løn og valgte at forlade landet.
Regeringen ansatte tre australske arkitekter, der færdiggjorde operahusets indre. De overskred Utzons tidsplan med flere år, og færdiggørelsen blev langt dyrere end budgetteret.
– Utzon blev i 1966 tvunget ud af Sydney, og han fik det urimelige rygte, at det var hans egen skyld. Dette rygte har siden gjort det svært for ham at få bygget i Danmark, mener Tobias Faber.
Det var et hårdt slag for Jørn Utzon og hans familie på det nærmeste at blive smidt ud af Australien. Ét var at han måtte forlade sit arkitektoniske livsværk. Noget andet var, at familien var blevet så begejstrede for landet, dets natur og mennesker. Utzon havde købt byggegrund, og familien var parate til at blive australske statsborgere.
På trods af at Utzon måtte forlade projektet og lade andre færdiggøre det, er operahusets ydre fuldt og helt hans. Bygningen er i dag et symbol for Australien, et vartegn for en hel verdensdel og kendt over hele jorden. På samme måde og med samme styrke som pyramiderne, der igennem årtusinder har været et symbol for Egypten. Hvilket blev understreget gennem en konkurrence, udskrevet af Financial Times i England i 1990, hvor læserne blev opfordret til at udpege den moderne verdens syv underværker. Operahuset i Sydney kom ind på en suveræn førsteplads efterfulgt af rumfærgen som nummer to.
Utzon lagt på is
Da Utzon og familien forlod Australien rejste de ikke hjem til huset i Hellebæk på Nordsjælland. I stedet flyttede de til Hawaii, hvor klimaet og naturen minder om Sydney. Men de beholdt deres hus i Hellebæk i Nordsjælland, og Utzon opholdt sig i perioder i Danmark, hvor han tegnede en stribe af spændende projekter.
– Jeg har rendt ministerier og myndigheder på dørene for at få dem til at bruge Jørn Utzon. Men de ville ikke indlade sig med ham. De havde den holdning, at hans projekter var alt for dyre og vanskelige. Og det hjalp ikke, at jeg kunne henvise til, at Kingohusene, som Utzon byggede i 1957-58, var de billigste boliger, der blev opført i Danmark på det tidspunkt, siger Tobias Faber.
Også den danske arkitektstand vendte sig mod deres kollega. Da Jørn Utzon vendte hjem til Danmark blev han kaldt til møde i den danske arkitektforening og fik at vide at han aldrig ville få et projekt i det offentlige byggeri fordi han havde forladt et projekt inden det var færdigt.
Utzon under jorden
Ét af Utzons projekter – som aldrig blev realiseret – er et kunstmuseum til Asger Jorns samling i Silkeborg på opfordring fra Jorn selv. Projektet er et konkret eksempel på de konsekvenser, rygtet fra Sydney fik for Utzons virke som arkitekt i Danmark.
I 1963 kom Utzon med sit første skitseprojekt til museet i Silkeborg. Projektet var tegnet til én bestemt grund og fik med det samme stor opmærksomhed.
Igennem de næste 12 år kæmpede en museumskomite i Silkeborg for at realisere Utzons projekt. Men der var uoverensstemmelser mellem arkitekten og bygherren. Troels Andersen, leder af det nuværende Silkeborg Kunstmuseum, var fra starten involveret i projektet.
– Vores advokat på byggesagen, Storm Pedersen, sagde på et tidspunkt, “det er en meget mærkelig sag denne her. Bygherren vil ikke bygge, og arkitekten vil ikke tegne”, fortæller Troels Andersen.
Kulturminister siger nej
På trods af at Utzons første skitseprojekt blev kasseret, var museumskomiteen stadig meget interesserede i at få projektet realiseret med Utzon som arkitekt.
Derfor indsamlede de penge og betalte Utzon for at tegne et nyt skitseprojekt til en anden byggegrund. I 1970 kom det nye projekt fra Utzon. Komiteen bad ham om at detaljere første etape af byggeriet. Men først efter Jorns død i 1973 kom det detaljerede forslag til første etape fra Utzon.
I mellemtiden havde museumskomiteen fundet ud af, at deres projekt var kommet bagerst i byggekøen i Kulturministeriet. Der var altså ingen udsigt til at få offentlig støtte til byggeriet de første mange år.
– Vi rejste til København for at finde ud af, hvorfor projektet var taget ud af køen og placeret bagerst. Da vi kom ind til kulturminister Niels Mathiasen, sad han tilbagelænet og bakkede på sin pibe, mens vi fremlagde sagen. Derefter lænede han sig frem i stolen, tog piben ud af munden og sagde, “Utzon kan ikke forvente, at landet skal stå rede, når han vil bygge”, fortæller Troels Andersen.
Utzon trækker sig
To store fonde skød nu penge ind til projektets første byggefase. Men specielt den ene fond var meget utryg ved at arbejde med Utzon som arkitekt. Formanden for fonden udtrykte sin skepsis ved at henvise til Operahuset og andre af Utzons projekter. Han mente, at Utzon var urealistisk og uinteresseret i økonomiske realiteter.
I 1975 var Utzon blevet færdig med museumsprojektet. I Silkeborg mødtes man for at underskrive kontrakten. Men Utzon bad om at få den med hjem, inden han besluttede sig. Kort tid efter meddelte Utzon, at han trak sig ud af projektet.
– Vi var en økonomisk svag bygherre. Vi havde på intet tidspunkt det økonomiske fundament i orden, siger Troels Andersen.
– Men vi syntes også, at Utzon virkede alt for uinteresseret i museets funktioner og økonomien i projektet. Mit indtryk var, at han hellere ville have været en fri kunstner frem for en bunden arkitekt. Jeg husker en dag, hvor vi havde haft møde, og Utzon var på vej ud af døren. Han stod længe og betragtede et af Jorns hastigt malede billeder. Til sidst sagde han, “så fri skulle man kunne være”, slutter Troels Andersen.
Bagsværd kirke
Samtidig med trængslerne i Silkeborg arbejdede Jørn Utzon med en stribe af andre projekter: Et teater i Zürich, et nyt bycenter i Farum, et sportsstadion i Saudi Arabien, en eksportskole i Herning, et møbelsystem til offentlige kontorer og et typehussystem baseret på træelementer. Ingen af disse projekter blev realiseret.
Men i 1967 fik Utzon en henvendelse fra menighedsrådet ved Bagsværd kirke. Kirkeminister Bodil Koch villa have Jørn Utzon som arkitekt på en ny sognekirke. Daværende sognepræst, nu pensionist, Svend Simonsen husker de første møder med det store verdensnavn.
– Da Utzon kom, havde han en rulle hvidt bordpapir under armen. Vi havde lavet et slags program for vore ønsker. Han satte sig ned og lyttede opmærksomt til vore ønsker og forslag. Derefter begyndte han at tegne og skitsere på papiret, fortæller Svend Simonsen.
Efter kort tid var Utzon dog lige ved at trække sig ud af Bagsværd projektet. Han underviste på daværende tidspunkt på Hawaii og boede der det meste af året. Men han besluttede sig til sidst for opgaven og oprettede en international tegnestue i huset i Hellebæk.
Ingen kompromisser
Utzon fik et honorar beregnet efter de almindelige tariffer for byggeriet af Bagsværd Kirke. I første omgang blev projektet for dyrt på grund af de specielle konstruktioner. Men dette løste Utzon ved at korte lidt af bredden og længden af kirken.
– Utzon ville under ingen omstændigheder ændre på konstruktionerne. Der var han kompromisløs. Det var take it or leave it. Han havde fundet en form, han kunne stå inde for, og sådan skulle det være. Men det må jo være hans ret som kunstner, siger Svend Simonsen.
Bagsværd Kirke stod færdig i 1976. I det ydre nærmest en lidt fabriksagtig bygning, der matcher godt til omgivelserne. Og i dets indre en sanselig oplevelse af stoflighed og smukt dagslys, specielt i kirkerummet med dets bølgede betonloft.
– Mens jeg var præst i Bagsværd kirke, havde jeg en stærk oplevelse. Der kom jo hver uge turister fra hele verden for at se Utzons kirke. En dag stod der to ældre australske arkitekter inde i kirkerummet. De var begge dybt bevægede, da de så kirkens smukke indre Den ene græd, så tårerne trillede ned ad kinderne på ham, mens han sagde, “hvordan kunne vi dog gøre det”, fortæller Svend Simonsen.
– Det var mit livs oplevelse at arbejde sammen med Jørn Utzon. Han er et fantastisk rart og venligt menneske. Det var vi alle enige om i menighedsrådet. Jeg finder det uendeligt trist, at han ikke har bygget mere i Danmark, siger Svend Simonsen.
En mimose
Operahuset i Sydney er og bliver Jørn Utzons livsværk. Det har givet ham et løft op i verdenseliten blandt arkitekter. Men det har også givet ham store problemer. På grund af uforstandige politikere fik Utzon ikke lov til at fuldføre sit værk. Og Utzon fik det rygte, at han var umulig at arbejde sammen med. At han var for dyr og alt for urealistisk.
Danske politikere, myndigheder og private bygherrer valgte at tro på rygterne. Og Utzon valgte – måske som en konsekvens heraf – at flytte sit virke ud af Danmark.
Utzon trak sig tilbage til sit smukke hus på Mallorca, hvor tv-folk, journalister og arkitektstuderende siden har stået i kø for at møde ham.
Men Jørn Utzon er ikke meget for at deltage i medierne. Med klædelig beskedenhed fastslår han, at “jeg er ikke så interessant – alt, jeg kan, er at rasle nogle huse sammen”.
– Utzon er en mimose. Han er sky og tilbageholden. Men når man kommer tættere på ham, er han et utroligt charmerende og sødt menneske. Og han er bestemt ikke blevet en bitter mand. Men han er dybt skuffet over det med Sydney, og han er skuffet over manglende forståelse for sine projekter i Danmark, siger Tobias Faber.
0 kommentarer