Af Per H. Jacobsen
“Virkelighedens poetiske indhold, det verden prioriterer højt, som er den ultimative referenceramme for al betydningsfuld arkitektur, er gemt under et tykt lag af formelle forklaringer”, skriver Alberto Péres-Gomez i sin bog Architecture and the Crisis of Modern Science.
En analyse af en bygnings formelle struktur, afslører ikke nødvendigvis dennes kunstneriske virkning, eller den måde den skaber sin indvirkning på mennesker på. En bygnings mentale dimension ligger ikke i de fysiske ting, men eksisterer i kraft af konfrontationen med den person der oplever den.
Arkitekturens rigdom ligger i vitaliteten af de billeder, den fremkalder, og paradoksalt nok fremkaldes de billeder, der er åbne for flest fortolkninger, af de enkleste, mest arketypiske former. Jeg vil derfor mene, at de bestræbelser som ofte udfoldes med at konstruere et rigt og komplekst arkitektursprog, mangler en forståelse for kunstens inderste væsen. De giver ikke nogen fornemmelse af meningen med vores verden, eller vores eksistens.
Arkitektur er ikke kun en leg med former. Arkitektur bør tage stilling til livet og eksistensen. Arkitektur bør ”betragtes” ud fra bevidstheden om, at man oplever den gennem arkitektonisk fornemmelse, frem for gennem analyser af fysiske proportioner, stilistiske referencer eller funktionelle egenskaber.
”Arkitektur er jo rammen omkring et liv som spændes ud mellem fødsel og død. Arkitektur skal stå model til utrolig meget, med det liv det udspilles mellem de fire vægge og det kræver en ydmyghed eller nøjsomhed når man sidder der og skal gestalte de rum”, siger arkitekten Poul Ingemann.
Det indre sprog
Arkitektur findes i en bygnings indre sprog. Oplevelsen af ensomhed og stilhed, er nok en af de mest basale følelser, arkitekturen kan fremkalde. Og det uanset hvor mange mennesker der er tilstede, uanset ydre støj. At opleve kunst er en personlig dialog mellem værket og mennesket der oplever dette. En stærk arkitektonisk oplevelse, er fornemmelsen af at være på et helt særligt sted. Man fornemmer noget helligt. Man fornemmer at dette sted når ud til højere magter; at dette sted er et metafysisk redskab, hvormed der er forsøgt at indføre et genskær af evigheden i vores tilværelse.
Den finske arkitekt Alvor Alto skrev om den ”anden” virkelighed indenfor arkitektur:
”Foran os ser vi en by. Se på dens tårne, porte, huse og veje. Hvilket fint og delikat billede af kådhed, viser det os ikke. Hvilken fuldendt helhed. Vi fryder os over sådan et syn. Og alligevel ved vi at menneskene dernede er ligeså gemene, latterlige, smålige og falske som alle andre steder. Denne by er fuld af strid og bedrag. Det er ikke et harmonisk samfund. Det der gør os glade ved synet af byen må være noget, som er der helt uafhængigt af dens trættekære og ubehagelige indbyggere. Her er noget som er kommet ovenfra og som opvejer indbyggernes mangler”.